Pas på Danmark (indlæg i KIG)

februar 1, 2015|Posted in:boligskat, En rigere fremtid, Familie, Skat

Vi lever i et dejligt land, hvor der er frihed til at tænke og tale. Et stærkt fællesskab, hvor vi har råd til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Et samfund, hvor vi alle kan forvente en retfærdig behandling og en tryg hverdag. Det samfund er enestående. Det skal vi værne om – hver dag.

I 200 år har vi haft en folkeskole, som har sikret børn en god platform og start på livet. I 160 år har vi haft en grundlov, der er rygraden i vores demokrati. I snart 100 år har kvinder haft stemmeret. Vi har et velstående samfund, hvor drømme kan blive til virkelighed, og initiativer bliver belønnet. Sådan skal det også være i fremtiden.

Plads til forbedring

Når jeg kommer rundt til møder, hvor jeg er inviteret til at tale om vores lands fremtid (det er jo det, politik handler om), oplever jeg, at de fleste er glade for at leve i Danmark og sætter pris på at være en del af et fællesskab, hvor man ikke lades i stikken, hvis man har brug for hjælp, og hvor der samtidig er frihed til at drive forretning og skabe arbejdspladser.

Men der er plads til udvikling og forbedring – og det er helt nødvendigt, hvis vi også i fremtiden skal give vores børn en god uddannelse, bevare konkurrenceevnen og sikre velstanden. Derfor skal vi forenkle tingene. Det kan vi gøre på flere måder.

Lad os starte med at flytte offentlige arbejdspladser til job i det private erhvervsliv. Det kan ikke nytte, at hver tredje dansker er offentligt ansat. Eller sagt på en anden måde: For hver to danskere i arbejde i det private, er der en offentlig ansat. Det er ikke en god fordeling.

Væk med irrationelle skatter

Skattesystemet er vi også nødt til at lave om på. Det er blevet så skævt og indviklet, at kun de færreste kan udregne deres egen skattebetaling. Hvorfor ikke helt fjerne topskatten, som har vist sig ikke at bidrage med synderlig værdi, og i stedet indføre en simpel flad skat på 40 procent? Det vil gøre os alle rigere, og hvem kan have noget imod det?

Så er der boligskatten. Vi, der bor i hovedstadsområdet, bliver brandbeskattet på både grundskylden og ejendomsværdiskatten, selv om vores disponible indkomst er lavest sammenlignet med tilsvarende job andre steder i landet. Lad os i stedet indføre et retfærdig og simpelt system, som for eksempel Sverige har gjort. Her betaler du kun skat, når du har tjent penge. Hvem kan have noget imod det?

Et sidste eksempel er beskatningen af selskaber, som heller ikke tilfører meget værdi til fællesskabet. Danmark kunne med få ændringer blive det mest attraktive land at drive virksomhed i, stedet hvor de største placerer deres hovedsæde. I stedet har vi en for høj selskabsskat og småafgifter som affaldsafgiften, der forstyrrer, er uretfærdige og modarbejder den førerposition, Danmark ellers har haft som iværksætternation. Det vil få flere i arbejde. Hvem kan have noget imod det?

Tænk fremad

Lad os droppe ideologierne og tænke på vores børns fremtid. Lad os efterlade et fællesskab i topform, hvor vi ikke bare øger vores gæld, men skaber et enkelt system med fokus det nære og på at skabe bæredygtig vækst og arbejdspladser.

Lad os passe på Danmark.

 

Læs hele KIG her.

Folketingskandidat i Gentofte, hvilket vil sige at alle vælgere i Københavns Omegn kan stemme på Casper Strunge til folketingsvalg. Casper er født i Silkeborg i 1973, og bor i dag med sin kæreste og hendes to børn i Taarbæk nord for København. Casper driver en filmproduktionsvirksomhed på Frederiksberg, hvor han producerer reklamefilm. Casper er oprindelig uddannet folkeskolelærer, men blev efter seks år i IT branchen selvstændig i 2005. I sin fritid roer Casper kajak, spiller musik og løber.

Kommenter

*



Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>